I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted' mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er
Hør, Landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
smafuglen før den gar til blund,
den kvidrer lidt en stund
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu kloken ringer - aft'nens fred
sig stille sænker ned